Foto: Agata Lenczewska-Madsen
Brug for én at følges med til hospitalet? Nu er Social Sundhed åbnet i Viborg og tilbyder følgeskab til mennesker i sårbare positioner
Det er ikke altid nemt at finde vej i sundhedsvæsenet, særligt hvis man står alene. Men det bliver nu nemmere for borgere i Viborg, da Social Sundhed i samarbejde med Regionshospitalet Viborg har åbnet ny lokalafdeling, hvor de tilbyder støtte og følgeskab.
Nu åbner den frivillige organisation Social Sundhed dørene til en ny afdeling i Viborg. Organisationen har siden 2013 tilbudt følgeskab og støtte for mennesker i sårbare positioner, når frivillige sundhedsfaglige studerende og erfarne sundhedsprofessionelle følger med til sundhedsaftaler, stiller spørgsmål og sikrer, at vigtig information bliver forstået og husket. Nu udvider den frivillige organisation sit arbejde til Viborg og regionshospitalet:
”Vi møder hver dag mennesker, som har svært ved at møde op til deres aftaler hos for eksempel hospitalet, eller som ikke føler sig set og hørt i mødet med sundhedsvæsenet. De har brug for én af følges med, og det er netop det, vores frivillige brobygger kan tilbyde,” fortæller Anna Bjørn Esbjerg, koordinator i Viborg.
Følgeskab gør en verden til forskel
Alle kan komme i en situation, hvor de føler sig sårbare og usikre, men ikke alle har én, som kan hjælpe. En pårørende eller anden person, som kan være ved ens side til en undersøgelse, behandling og svære samtaler kan være helt afgørende. Social Sundhed møder mange forskellige mennesker, og fælles for de fleste er, at mødet med sundhedsvæsenet kan være meget uoverskueligt.
Én af dem, som møder mennesker, der ville have gavn af følgeskab er Lise Fynboe, Chefradiograf i Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Viborg. Ifølge hende vil brobyggerne-funktionen være en gevinst for borgeren, for personalet og for hele sundhedsvæsenet:
” Jeg forventer, at brobyggerne kan gøre en stor forskel. Både med hensyn til at undgå udeblivelser, så borgeren bliver undersøgt i tide – men også i forhold til at sikre et godt, trygt og gnidningsfrit hospitalsforløb med en effektiv kommunikation. En brobygger vil jo ofte kende borgerens situation og behov bedre end os,” siger Lise Fynboe.
Har du eller en du kender brug for støtte?
Social Sundheds frivillige brobyggere i Viborg står nu klar til at følges med dem, der har behov for det og rækker ud. Brobyggerne er sundhedsfaglige studerende og erfarne sundhedsprofessionelle. De har alle gennemført 20-timers forberedende grundkursus.
En frivillig brobygger kan tage med til aftaler på hospitalet. De kan følges med dig hjemmefra og være med undervejs i det omfang, der er behov for. De kan fx hjælpe med at skrive noter, få sagt det rigtige og hjælpe med at skabe tryghed:
“Det handler om at opbygge tillid og skabe en tryg relation. Når vi er med, kan vi være med til at sikre, at personen føler sig set, hørt og anerkendt,” fortæller Malene M. Gram, frivillige brobygger og sygeplejestuderende i Viborg.
Man kan ringe til rådgivningstelefonen i Viborg på 91 52 09 12 alle hverdage kl. 8-15.30. Det kræver ingen visitation, og alle kan ringe – både som sig selv, pårørende eller fagperson.
Det er professionelle rådgivere på Social Sundheds rådgivningstelefon, der sørger for at skabe kontakt mellem en frivillig brobygger og den person, der har brug for støtte.
Samarbejde sikrer arbejdet for social lighed i sundhed i Viborg
Udvidelsen af Social Sundheds arbejde sker i tæt samarbejdet med Regionshospitalet Viborg. Målet er at sikre lige adgang til hospitalet for alle og øge den sociale lighed i sundhed.
”Ingen bør stå alene i mødet med sundhedsvæsenet. Med afdelingen i Viborg og samarbejdet med Regionshospitalet tager vi endnu et skridt mod et sundhedsvæsen med færre barrierer og sikrer at flere kommer afsted, bliver hørt og får den behandling, de har brug for,” siger Kristina Louise Bliksted, direktør i Social Sundhed.
For mere information
Læs mere om Social Sundheds arbejde på landsplan på www.socialsundhed.org
Tag kontakt til
- Anna Bjørn Esbjerg, koordinator Social Sundhed Viborg, anbe@socialsundhed.org eller tlf. nr. 9152 0912
- Kristina Louise Bliksted, Direktør Social Sundhed, klb@socialsundhed.org eller tlf.nr. 22 41 59 14
Seneste kommentarer