24.06.2025: Et nyt samarbejde mellem Flexklinikken på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital (BFH), Social Sundhed og OMBOLD har set dagens lys, og målsætningen er klar. Det skal være nemmere for mennesker, der lever i sårbare og udsatte positioner at deltage i fysiske aktiviteter, for sved på panden og bevægelse giver point på sundheds- og fællesskabskontoen.
Med støtte fra Sundhedsstyrelsens pulje til sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse lancerer Flexklinikken, Social Sundhed og OMBOLD projektet Forebyggende fællesskaber. Målet for projektet er at skabe øget social lighed i adgangen til fællesskaber gennem fysisk aktivitet for mennesker i udsatte og sårbare positioner og dermed bidrage til at forebygge sygdom, styrke kroppen og skabe livsglæde.
Mennesker i udsatte positioner lever i gennemsnit 17 år kortere end resten af befolkningen. Én af årsagerne er, at mødet med sundhedsvæsenet og adgangen til sunde fællesskaber ofte er præget af barrierer. I stedet har mennesker i udsatte positioner ofte et overforbrug af akutte sundhedsydelser og for få forebyggende tilbud. Med dette projekt er ønsket at bryde denne negative spiral gennem fællesskabsskabende idrætsaktiviteter i regi af OMBOLD og støtte fra frivillige brobyggere fra Social Sundhed, der hjælper deltagerne tættere på både sundhed og fællesskab.
Vi ved, at fysisk aktivitet kan styrke både helbred og trivsel – og for mennesker i udsatte positioner er fællesskabet omkring idrætten en afgørende ressource. Vores mål er at skabe en model, hvor idræt bliver en naturlig del af behandlingsforløbet – og på sigt forebygger sygdom og genindlæggelser, fortæller Martin Svend Pedersen, direktør i OMBOLD
Fællesskaber omkring fysisk aktivitet skal forebygge genindlæggelser
Projektet bygger bro fra hospitalets Flexforløb og Flex almen praksis til lokalsamfundets idrætsfællesskaber. Der bliver etableret fysisk aktivitet på hospitalets udearealer, og det følges op med foreningsbrobygning, så deltagerne efter afsluttet behandlingsforløb bliver støttet i en positiv udvikling videre ind i en aktiv og sund hverdag med fællesskaber.
Når vi bygger bro mellem hospitalets behandlingstilbud og de lokale idrætsfællesskaber, er vi med til at mindske ulighed i sundhed. Vi giver samtidig mennesker i social udsathed bedre muligheder for i fællesskab at styrke deres helbred og livskvalitet. Det er en indsats, der rækker langt ud over hospitalets mure, siger Jens Rasmussen, cheflæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Frivillige brobyggere følger med hele vejen
Social Sundhed spiller en central rolle i at støtte mennesker fra første møde med sundhedssystemet til deltagelse i fællesskaber med fysisk aktivitet. Med over 11 års erfaring ved de, at når man har én at følges med, der lytter, sørger for praktikken, og skaber tryghed undervejs, så bliver det nemmere at komme afsted. Det er frivillige sundhedsfaglige studerende eller erfarne sundhedsprofessionelle, som tager med.
Vi glæder os over, at flere nu har fokus på, at det at blive rask også handler om at få hjælp til alt det, som foregår udenfor sygehuset og ved siden af ens behandling. Med det her samarbejde sikrer vi, at det bliver nemmere at blive en del af foreningslivet, noget vi ved er sværere, når man lever med sårbarhed tæt inde på livet, fortæller Kristina Louise Bliksted, direktør i Social Sundhed.
Projektet løber frem til midten af 2027 og vil blive fulgt tæt med henblik på at udvikle en skalerbar samarbejdsmodel, som kan udbredes til andre hospitaler og geografier.


Seneste kommentarer