I Danmark uddanner vi sundhedsfagligt personale til at møde 80 procent af befolkningen. Hvad med resten?
Alt for mange mennesker føler sig ikke mødt og forstår ikke den information, de får i sundhedsvæsenet. Alligevel fylder kommunikation og relation alt for lidt, når vi taler om kvalitet, lighed og fremtidens sundhedsvæsen. Det skal vi gøre op med. Det kræver, at vi på tværs af alle sundhedsvæsenets aktører går sammen om at styrke de sundhedsfaglige uddannelser, efteruddannelse og tilrettelæggelsen af patientforløb, så de understøtter, at også de sidste 20 pct. af danskerne bliver mødt i øjenhøjde og med høj kvalitet på tværs af fag.
Af Tanja Nielsen, sektorformand, Social- og sundhedssektoren FOA, Dea Seidenfaden, Forperson Dansk Psykologforening, Jeanette Præstegaard, Formand, Danske Fysioterapeuter, Anne Marie Horn, forperson, Danske Psykomotoriske Terapeuter, Ann-Mari Grønbæk, formand, Farmakonomforeningen og Kristina Louise Bliksted, Direktør, Social Sundhed
Et sundhedsvæsen i verdensklasse – men ikke for alle
I Danmark bryster vi os af et sundhedsvæsen af høj kvalitet. Vi har gratis adgang (på nær til bl.a. tandsundhed, psykomotorisk terapi og dele af psykologbehandling), fagligt dygtige medarbejdere og rettigheder for patienterne. Men vi må samtidig se i øjnene, at mange mennesker oplever at møde et system, de ikke kan forstå – og som ikke forstår dem. Det er ikke nok, at døren til sundhedsvæsenet er åben. Man skal kunne komme frem, finde vej ind, føle sig mødt og forstået, når man er der og samtidig være sikker på, hvad der skal ske bagefter.
Op mod hver fjerde dansker har svært ved at forstå og handle på den information, de får fra sundhedsvæsenet (Aaby et al 2022). Det har konsekvenser – både menneskeligt og samfundsøkonomisk. For det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt man får de rigtige ord med fra lægen. Det handler om at kunne tage ansvar for egen sundhed, deltage i beslutninger, forstå symptomer og reagere i tide. Kort sagt: Det handler om menneskers eget liv og helbred.
Vi skal uddanne til at møde hele befolkningen
Alligevel undervises der meget lidt i ulighed i sundhed og forskelsbehandling. For mange studerende er det først gennem frivilligt engagement, fx som brobyggere i Social Sundhed – at de for alvor får øje på den virkelighed, mange mennesker lever i (Tonnesen et al. 2023). Her møder de mennesker, der har sårbarhed tæt inde på livet, og oplever, hvordan selv en blodprøvekontrol kan være uoverskuelig, hvis man står alene. Som medicinstuderende og brobygger, Anna Spangsberg Schjødt, sagde på årets Folkemøde: “Som brobygger får jeg trænet min empatiknogle.” Og netop dét er kernen i arbejdet som brobygger: At gøre kontakten med sundhedsvæsenet lettere og udbyttet bedre – og i nogle tilfælde overhovedet mulig – for dem, der har allermest brug for det.
Frivilligheden bør samtidig spille sammen med sundhedsvæsenet, uddannelserne og fagorganisationerne. Hvis vi skal lykkes med at sikre, at alle bliver mødt med forståelse og kvalitet – også dem, der ikke har de stærkeste forudsætninger – skal indsigter og evnen til at handle også indtænkes i vores videregående uddannelser og efter- og videreuddannelser, så alle sundhedsprofessionelle er rustet til at møde hele befolkningen og ikke kun dem, der i højere grad ligner dem selv.
Derfor giver det også god mening at civilsamfund og fagorganisationer står sammen. Vi repræsenterer sundhedsfaglige grupper – nogle under uddannelse, andre med mange års erfaring. Og vi er enige: Vi vil lykkedes med at mindske den sociale ulighed i sundhed, og det kræver et koordineret samarbejde.
Vi må insistere på, at relationer, nærvær og forståelse ikke er et blødt supplement til sundhedsfaglig viden og kompetencer– men en kerneopgave. Vi må tale om dannelse og empati som noget, der skal udvikles som en del af en faglighed – og ikke alene overlades til personlighed og held. Vi må turde se i øjnene, at selv det bedste sundhedssystem ikke fungerer for dem, der i dag ikke kan bruge det.
Som fagorganisationer er vi stærke fællesskaber. Vi repræsenterer mange tusinde medlemmer, der hver dag løfter en opgave i såvel det nære som det højt specialiserede sundhedsvæsen. Vi har erfaring, viden og stemmer. Men sammen med regioner og kommuner har vi også et medansvar. For social ulighed i sundhed er ikke kun et strukturelt problem. Det er også et fagprofessionelt anliggende. Det handler om, hvordan vi arbejder, taler sammen, møder mennesker – og om, at styrke den organisatoriske sundhedskompetence, så hensynet til forskellige behov bliver tænkt ind i rammerne for patientforløb.
Sundhedsreform skal også være kulturreform
Med en bred aftale på tværs af Folketingets partier bag aftalen om Sundhedsreformen 2024, er regeringen, KL og Danske Regioner påbegyndt det store arbejde med at reformere vores sundhedsvæsen. Hvis Sundhedsreformen skal lykkes, må den ikke alene opfattes som en strukturreform. Den skal også være en kulturreform. Og her spiller fagorganisationer også en afgørende rolle. Både i forhold til at klæde medlemmerne på, og i forhold til at sætte retning for, hvad sundhedsfaglighed i fremtiden skal rumme.
Vi har fået en reform, der lover nye patientrettigheder. Næste skridt er at sikre, at de også bruges i praksis. Vi får nye pakkeforløb. Det næste er at sikre, at de også kan bruges af mennesker, der ikke selv finder vej. Vi får bedre digital adgang og mere selvbetjening, som kan skabe nye muligheder, når der langt til sundhedsvæsenet. Næste skridt må være at sikre, at ingen lades i stikken, fordi de mangler netværk, overskud eller adgang til digitalt udstyr.
Faglighed og fællesskab er stærke kræfter. Bruges de rigtigt, kan de flytte noget, der ellers er svært at ændre. Derfor skal vi tage det alvorligt, når hver femte dansker ikke forstår, hvad lægen siger. Og vi vil bruge vores stemmer til at insistere på, at sundhedsvæsenet skal være for alle.
Seneste kommentarer