
Pressemeddelelse
Organisationen Social Sundhed udvider til Køge og ansætter ny daglig leder
Fra maj vil mennesker i sårbare positioner i Køge kunne få følgeskab og støtte til aftaler i sundhedsvæsenet fra frivillige brobyggere. Organisationen Social Sundhed ansætter en stærk sundhedsfaglig profil, nemlig Stine Bøgh Pedersen, til at stå i spidsen for udvidelsen som ny daglig leder for Social Sundhed Sjælland.
1. maj 2025 slår organisationen Social Sundhed dørene op til en ny afdeling i Køge. Fra maj vil mennesker i sårbare positioner derfor kunne få følgeskab og støtte til aftaler i sundhedsvæsenet. Formålet er at sikre social lighed i sundhed på Sjælland, så ingen mennesker risikerer at falde mellem to stole i sundhedsvæsenet. Social Sundhed ansætter Stine Bøgh Pedersen som daglig leder. Stine kommer fra en post som regionsformand i Danske Fysioterapeuter på Sjælland.
En stærk profil til en vigtig opgave
Til at lede den nye afdeling har Social Sundhed ansat Stine Bøgh Pedersen. Hun har en faglig baggrund som fysioterapeut og har senest siddet i en stilling som regionsformand hos Danske Fysioterapeuter på Sjælland. Hendes baggrund og kompetencer skal bidrage til at etablere Social Sundhed i Køge og på sigt i resten af Region Sjælland.
Stine Bøgh Pedersen fortæller;
”Jeg glæder mig meget til at skulle være med til at bygge Social Sundhed op på Sjælland og i første omgang Køge. Arbejdet med at bygge videre på broen mellem sundhedsvæsenet og mennesker i sårbare positioner er utroligt vigtigt, og jeg ser frem at bidrage ind i arbejdet med den erfaring, jeg kommer med.”
Frivillig brobygning ind i sundhedsvæsenet
En stor del af Stines opgave som daglig leder indebærer rekruttering, opkvalificering og koordinering af frivillige brobyggere, som er pensionerede eller studerende på sundhedsuddannelser. De skal tilbyde støtte og følgeskab til mennesker, der har brug for hjælp til at navigere i sundhedsvæsenet og foreningslivet. Følgeskabet sikrer et trygt møde med sundhedsvæsenet, og at alle, uanset ressourcer, får den hjælp, som de har ret til.
”Den frivillige indsats er ofte helt essentiel for den enkelte, fordi man bliver mødt i øjenhøjde og med gensidig interesse. Den frivillige brobygger lærer også en masse af mødet med den person, der har rakt ud. Det giver viden og erfaring med social ulighed i sundhed. Vi glæder os meget over, at vi har fået Stine med på holdet og nu også får mulighed for at tilbyde støtte og følgeskab for mennesker bosat i Køge”, fortæller Social Sundheds direktør, Kristina Louise Bliksted.
Bredt samarbejde skal sikre social lighed i sundhed i Sjælland
Når Social Sundhed nu udvider til Region Sjælland, er det i tæt samarbejde med Steno Diabetes Center Sjælland, Region Sjælland og Køge Kommune. Samarbejdet har til formål at forbedre den sociale ulighed i sundhed, som Region Sjælland i høj grad er udfordret af. Professionshøjskolen Absalon indgår desuden i samarbejdet med det formål at understøtte kontakt til potentielle frivillige samt for at se ind i hvilken betydning, brobygningen har for sundheden hos den enkelte.
For mere information
Læs mere om Social Sundheds arbejde på landsplan på www.socialsundhed.org
Tag kontakt til
- Stine Bøgh Pedersen, daglig leder Social Sundhed Sjælland, sbp@socialsundhed.org
- Kristina Louise Bliksted, Direktør Social Sundhed, klb@socialsundhed.org eller tlf.nr. 22 41 59 14