Nyt kursusmateriale målrettet sundhedsprofessionelle
LGBTIQ-personers møde med sundhedsvæsenet
Social Sundhed er gået sammen med LGBT+ Huset i Aarhus om at udvikle et
certificeringskursus til sundhedsfaglige. Samarbejdet begyndte i august 2024 og er et pilotprojekt, som løber over det næste års tid med støtte fra Globalt Fokus.
Formålet er at fremme LGBTIQ-personers rettighed til lighed i sundhed gennem opkvalificerende undervisning af sundhedsprofessionelle, synlighedsarbejde, og interessevaretagelse.
I foråret 2025 vil samarbejdet munde ud i et færdigt kursus for sundhedsfaglige (alment praktiserende læger, speciallæger, psykologer, psykiatere m.fl.), der skal give sundhedsfagligt personale flere konkrete redskaber til at møde LGBT+ patienter på en tryghedsskabende og imødekommende måde, samt opkvalificere på relevant viden om sundhed, sygdom og barrierer for lighed i sundhed blandt målgruppen
I første omgang vil kurset blive udbudt og afprøvet i Aarhus-området. Drømmen er dernæst at udbyde kurset til sundhedsfaglige over hele landet.
LGBT+-personer vurderer både deres fysiske, seksuelle og mentale helbred som dårligere, end heteroseksuelle cispersoner gør. Dette gælder særligt transpersoner, biseksuelle kvinder og homoseksuelle mænd.
Vidste du at?
- LGBT+-personer vurderer både deres fysiske, seksuelle og mentale helbred som dårligere, end heteroseksuelle cispersoner gør. Dette gælder særligt transpersoner, biseksuelle kvinder og homoseksuelle mænd
- LGBT+-personer, særligt kvinder og unge, scorer lavere på tests for psykisk velbefindende og vitalitet
- LGBT+-personer har højere alkohol-, stof- og tobaksforbrug og dyrker mindre motion
- LGBT+-personer har flere symptomer på stress, angst eller depression
(Kilde: Gransell og Hansen 2009; Johansen et al. 2015; Graugaard et al. 2015; Frisch et al. 2019)
![](https://socialsundhed.org/wp-content/uploads/2024/10/Design-uden-navn.png)
Indledende behovsundersøgelse
Samarbejdet indebærer en behovsundersøgelse og dernæst udviklingen af kursustilbud, som skal munde ud en certificering for sundhedsfaglige. Formålet er at skabe mere lighed i sundhed for LGBT+ personer i hele landet gennem oplysning, faglig opkvalificering og synliggørelse af hvilke fagpersoner, der har særlige kompetencer indenfor området – alt sammen noget, som målgruppen efterspørger, og som mangler ifølge forskning på området.
Den indledende fase er i gang, og indebærer en behovsundersøgelse, som skal give indblik i de specifikke behov, ønsker og spørgsmål, sundhedsfagligt personale har i denne kontekst. Det kan fx være overvejelser omkring sprogbrug og konkret viden om LGBT+-personers sundhed og trivsel.
Og du kan stadig nå at være med, hvis du er sundhedsfagligt uddannet og arbejder i Region Midtjylland. Hvis det har interesse, så send os en mail snarest muligt til nl.kbh@socialsundhed.org
Alle interviews varer max 30 min og kan planlægges efter din tid, enten fysisk i Aarhus eller online.
Projektet er støttet af Globalt Fokus.